Sygemelding efter en hjerneskade

Du skal melde dig syg hurtigst muligt, hvis du får en hjerneskade og ikke kan arbejde for en tid.

Får du en hjerneskade, er det vigtigt, at du bliver sygemeldt så hurtigt som muligt af hensyn til beregningen af sygedagpenge og lønrefusion til din arbejdsgiver.

  • Er du lønmodtager, skal du sygemelde dig til din arbejdsgiver
  • Er du ledig, skal du sygemelde dig til din A-kasse
  • Er du kontanthjælpsmodtager skal du sygemelde dig til dit jobcenter
  • Er du selvstændig, er du selv ansvarlig for at sygemelde dig.

Opfølgningssamtale

Er du sygemeldt mere end 6-8 uger, vil du blive kontaktet af Jobcenter København med en indkaldelse til en opfølgningssamtale i forhold til din sygemelding.

Det kan være en god idé at invitere en pårørende med til samtalen. Du får dog også tilsendt et kort skriftligt referat fra samtalen.

Alvorlig sygdom og fravær

Kan du grundet alvorlig sygdom ikke deltage i opfølgningssamtaler, er der mulighed for at sætte kontakten til jobcentret på pause i en periode.

Selvom jobcentret ikke kontakter dig for opfølgning, er du eller dine pårørende stadig velkomne til at søge rådgivning og vejledning i jobcentret.